Fem kunder landet på fem forskellige måder
Af Peter Engholm
Bladet Markedsføring. 25-09-07
Af en sag på knap 11 måneder at være tager Rosenstand & Co nogle flotte skridt. Over sommeren landede bureauet fire kunder og ved indgangen til efteråret kom en femte, ParadIS. En håndfuld vidt forskellige kunder, der er kommet i hus på lige så forskellig vis.
– Arnold Busck – med 24 boghandlere og en internethandel med 80.000 titler – har aldrig haft et bureau før. Jeg kontaktede dem, fordi de var spændende. Først efter at de havde valgt bureauet, til bl.a. at lancere en ny kommunikationsplatform, viste det sig, at de havde haft en sondering blandt otte bureauer, siger Joachim Rosenstand.
Ved Sony Playstation var man oppe imod Starfighters, bureauet hos Nordisk Film, som er officiel Playstation-distributør. Her skal Rosenstand stå for en tradekampagne for PS3 i Norden.
LO blev landet via netværket, og opgaven bliver i første omgang at ”pakke den kommende kongres ind” med alle relevante tryksager.
Anderledes er både kunde og opgave med rederiet Nordana Line.
− En virksomhedsfilm, altså et BtB-projekt, hvor vi oppe imod filmproduktionsselskaber. Vi havde en anden vinkel på opgaven, og det tændte dem tilsyneladende, siger Joachim Rosenstand.
Endelig var der med seneste kunde, ParadIS, tale om en regulær bureaukonkurrence, hvor fire bureauer blev til to i finalen, Reklamebureauet Os og Rosenstand.
− Det er kommunikationsstrategi, at klæde franchisetagerne på og alle de klassiske reklameting, siger Rosenstand og konstaterer, at der er travlt på Kattesundet 12.
– Vi er 12 personer på adressen, og jeg leverer det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag til de 5 af dem. De øvrige 7 kan bureauet trække på – og det gør vi.